De har længe ønsket den død. De brændemærkede socialdemokrater, der har tabt tre valg på spørgsmålet, og de omvendte folkesocialister, der har slugt kameler på størrelse med elefanter. Og så alle dem, der har set de seneste 10 års politiske udvikling som en farlig og uskøn dans med populismen. Det er naturligvis værdipolitikken, vi taler om. Forstået som det sæt af værdier, hvor indvandrerdebatten er afgørende for en politisk lidenskab, andre emner ikke kan tænde.
Værdipolitikken har slumret i en tid og ændret karakter fra at være en sag, der ifølge valgforskere kunne trække vælgere hen over midten, til at være indhyllet i politisk konsensus takket været S og SF’s omfavnelse af VKO’s udlændingepolitiske resultater.
Men når man ikke længere behøver at være bange for de store vælgerskred, og det er der, den politiske lidenskab for alvor tændes ved middagsbordene - hvorfor kan venstrefløjen så ikke bruge værdipolitikken til noget, spørger analytiker ved centrum-venstre tænketanken Cevea Søren K. Villemoes.
»Værdipolitikken er en særlig koncentration af lidenskab og politisk eksistentialisme og har dermed et kæmpe potentiale. Så hvorfor skulle man håbe på, at værdipolitikken forsvinder? Så investerer man jo al sin succes i de økonomiske konjunkturer. Centrum-venstre bliver nødt til at have en sammenhængende værdipolitik,« siger Søren K. Villemoes.
I denne uge blev ilden i værdipolitikken igen tændt med en finanslov, hvor det for tredje gang lykkedes Dansk Folkeparti at få en markant aftale på udlændingeområdet i hus i form af nye regler for familiesammenføring. Og i løbet af få dage havde regeringens nye pointsystem, der skal sikre veluddannet indvandring og samtidig holde de samfundsøkonomisk belastende borgere fra ikke-vestlige lande ude, forårsaget en sjældent set uro blandt de ellers så disciplinerede folkesocialister.
Kamal Qureshi, Özlem Cekic og Mar- grete Auken tog klart afstand fra pointsystemet og fik opbakning fra to tredjedele af baglandet. Andre kunne godt se idéen, og torsdag aften godkendte SF’s landsledelse så en ny, fælles aftale mellem Socialdemokraterne og SF, hvoraf det fremgår, at man ser positivt på VK-regeringen og DF’s forslag til nye familiesammenføringsregler - herunder 24-årsreglen. S og SF vil dog først tage endelig stilling, når lovforslaget er fremlagt.
Men trods Lars Løkkes håndkantslag, der med ét hug skabte splid i oppositionen og var et skræmmende scenarie for S og SF’s valgkampstrategi, mener professor og valgforsker ved Aarhus Universitet Jørgen Goul Andersen ikke, at værdipolitikken længere har den store politiske betydning blandt vælgerne.
»Man kan fastholde stemmer på værdipolitikken. Ikke vinde nye eller flytte de store vælgerskarer længere, fordi der i løbet af de seneste 10 år er etableret en skillelinje i vælgerkorpset, som ikke er så afhængig af, hvad der sker fra dag til dag,« siger Jørgen Goul Andersen, der er en af de forskere, der ved mest om vælgervandringer fra utallige målinger i årenes løb.
Indvandrerdebatten som del af et bredere værdisæt, der også indeholder holdninger til lov og orden, u-landshjælp og til dels miljø, er røget ned på vælgernes dagsorden for vigtige emner. Fra at være udslagsgivende ved valget i 2001 har emnet mistet betydning lige siden, viser målinger, og var i 2009 nede på en syvendeplads i forhold til, hvad der optager vælgerne.
»Der er kommet et problemunderskud på indvandrerspørgsmålet, fordi det går ret godt med integrationen på mange områder. Men det er jo ikke sådan, at Dansk Folkeparti er svækket, selv om økonomien har fyldt dagordenen i de seneste to år på grund af finanskrisen,« fortsætter valgforskeren.
En hurtig meningsmåling foretaget af Gallup for Berlingske Tidende lige efter, at finanslovsaftalen blev indgået, har vist, at der er et lille flertal for det nye pointsystem.
Det kan dog stadig komme til at spille en rolle, hvad de vælgere mener, der kan finde på at svinge fra blok til blok. Det laver man grundige analyser af i partierne, men som Jørgen Goul fremhæver, er vælgerne blevet meget sværere at flytte på værdipolitikken.
»Vi kan se, at de vælgere, der er gået fra S til DF, har meget få planer om at vende tilbage,« siger Jørgen Goul.
Desuden hæfter han sig ved, at befolkningen generelt er blevet mere indvandrerpositive igennem de senere år.
»Skrap indvandringspolitik er ikke så entydig en vindersag, som det har været. Regeringen har gjort det, befolkningen bad dem om, nemlig at begrænse indvandringen, og under overfladen er der en rimelig klar mobilisering af solidaritet med indvandrere og flygtninge, som vi så tydeligst ved valget i 2007, hvor en samlet opposition kritiserede forholdene for asylbørn i centrene.«
Lektor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Rune Stubager er enig i, at der kan være mindre grupper, der er meget optaget af værdidebat og udlændingespørgsmål, selv om emnet generelt er gledet i baggrunden. Han henviser bl.a. til en måling foretaget af TV 2 News umiddelbart før, de to statsministerkandidater, Lars Løkke og udfordreren Helle Thorning for første gang mødte hinanden til duel. Den viste, at omkring 60 pct. af DF’s vælgere syntes udlændingepolitik var det vigtigste, mens det blandt de andre partiers vælgere kun gjaldt for omkring 20 pct.
»Det viser, at der kan være bestemte segmenter inden for vælgergrupperne, som emnet betyder rigtig meget for, og hvis de er placeret mellem dem, der er i tvivl, så bliver emnet jo vigtigt.«
For analytiker i tænketanken Cevea Søren K. Villemoes, der desuden er medforfatter til et indlæg om værdidebatten i Ræson-udgivelsen Helle eller Løkke, er der derimod ingen tvivl om, at værdikampen langt fra er overstået, selv om venstrefløjen drømmer om det. Den vil igen og igen dukke op som et problem.
Det er finanslovens udlændingepakke et åbenlyst eksempel på, fordi den udstiller, at især SF aldrig har fået taget debatten om deres skift i værdipolitikken.
»Ledelsen i SF bevæger sig i den retning, men de har ikke taget debatten med deres bagland. Får de regeringsmagten og skal opretholde en stram udlændingepolitik, så kommer problemerne, fordi man ikke har haft diskussionen om, hvorfor man har bevæget sig på det her område, hverken i S og SF - ud over at det skulle til for at få magten,« siger Søren K. Villemoes.
Desuden sker der en bevægelse inden for indvandrergrupperne, som forårsager en polarisering mellem de indvandrere, der klarer sig bedre og bedre i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet, mens der er en mindre gruppe f.eks. i ghettoerne, som bliver mere og mere afkoblet. Det vil også i fremtiden give anledning til indvandrerproblemer, fremhæver Søren K. Villemoes.
Men han peger også på, at værdipolitikken kunne blive en vindersag for venstrefløjen, hvis den bliver mere konkret, sådan som Lars Løkke har proklameret, han ønsker - uanset at man så måske ikke længere kan kalde det værdidebat i klassisk forstand, men bare bruger ordet for at tækkes Dansk Folkeparti.
For Løkke har via sin mangeårige erfaring fra velfærdsstatens maskinrum som indenrigs- og sundhedsminister bevæget sig ind på en banehalvdel, hvor oppositionen står stærkere.
Næring til det argument finder Villemoes blandt andet i styrkeprøven mellem de to blokkes ghettoplaner. Mens oppositionen kom først med deres og viste, at de turde gå langt med deres plan, der havde både til strammerne og de socialpolitisk troende, var regeringen svækket af fundamentale interne uenigheder og skeptiske embedsmænd i Justitsministeriet. Det, der skulle have splittet S og SF, endte med at ramme regeringen som en boomerang.
»Der kan ske det for centrum-venstre, at værdipolitikken bliver mere konkret forstået på den måde, at det bliver socialteknologisk. At løse de lavere klassers sociale problemer er jo ikke noget, de borgerlige partier traditionelt har været gode til. Og så kan man samtidig udstille DF. Når Pia Kjærsgaard spiller ud med at forbyde parabolantenner i ghettoerne, kan alle se, at det ikke kan lade sig gøre. DF er ikke interesseret i at løse problemerne, kun at tale om dem,« siger Villemoes, der konkluderer, at venstrefløjen dermed har et stort potentiale i værdikampen. Umiddelbart bakkes hans tese op af en ny måling foretaget af Ugebrevet A4, der viser, at Venstre taber slaget om ghettoen, idet kun 12 pct. af vælgerne tror på partiets udspil. Dog har 20 pct. tiltro til Dansk Folkeparti.
Lektor Rune Stubager medgiver, at det historisk set ikke har været de borgerlige partier, der har stået stærkt i værdipolitikken. I 1970’erne og 1980’erne tilhørte værdidebatten venstrefløjen, hvor nej til atomkraft, ligestilling og miljøspørgsmål polariserede debatten.
»Det var først fra 1990’erne, at de borgerlige overtog, da udlændingepolitikken blev dominerende. Men det er jo et pendul, der svinger. På lange strækninger måtte de borgerlige jo æde venstrefløjens synspunkter i den libertære ende af dimensionen. Nu må venstrefløjen æde det borgerlige synspunkt i den autoritære ende. Derfor er det heller ikke givet i al evighed, at det er de borgerlige, der står stærkt i værdipolitikken. Når det ikke længere handler om at begrænse indvandringen, men mere bliver en socialpolitisk diskussion, vil oppositionen stå stærkere,« siger Stubager.
Men budskabet om, at indvandrerproblemer intet har at gøre med etnicitet, men skal angribes som sociale problemer, som Ritt Bjerregaard bl.a. var fortaler for, er en død sild, mener politisk kommentator Erik Meier Carlsen.
»Det budskab er blevet dementeret af folks erfaringer, og det er meget sjældent nu om dage, at man hører socialdemokrater og SF’ere bruge den grundform. Desuden er de utroværdige i udlændingespørgsmålet. S har først bevæget sig efter valgnederlagene, og SF er nyomvendte for at komme med i regeringen. Derfor er det meget svært for de to partier at gøre andet, end hvad Socialdemokraterne har gjort hidtil, nemlig at kline sig op ad regeringens udlændingepolitik. Det er meget svært for dem at finde deres egen position i den meget væsentlige dimension af moderne politik,« siger han.
Det sidste er Dansk Folkepartis Søren Espersen ikke så overraskende enig i.
»Når man møder vælgerne ude til møder, er de fuldstændig ligeglade med sygehussager, og hvad der ellers optager sindene inde på Christiansborg. De vil tale om værdikamp. Det er der, de store debatter ligger. Men S især SF’s store problem er, at de ikke har hjertet med, når de taler værdikamp. Margrethe Vestager har ikke spor problemer med at tale værdikamp. Men man kan ikke gå ind i noget med passion, hvor man bare har en lektie, der skal rables af, fordi man vil have regeringsmagten. Især ikke på tv. Der er ikke noget, der kan rykke vælgere hen over midten - undtagen værdikampen eller kulturkamp, som jeg hellere vil kalde det. Vi er jo alle sammen blevet velfærdspartier og er enige om rigtig mange ting,« siger Søren Espersen.
Erik Meier Carlsen tror heller ikke på, at værdikampen er død. Men den har ændret karakter.
»Det er klart, at værdikampen dramatisk har fået forandret betingelserne, fordi der er etableret en meget bred konsensus om det store stridsspørgsmål, grundprincipperne i den stramme udlændingepolitik. Men med de nye betingelser er der også opstået en ny interessant taktisk situation, men først og fremmest for Dansk Folkeparti og regeringen. Fordi det er åbenbart, at den tilslutning til den stramme udlændingepolitik, der er etableret i SF, er meget taktisk betonet og ikke har rod i SF’s organisation og vel heller ikke i store dele af SF’s kernevælgerkorps. Den uenighed i oppositionen vil man jo prikke til op til et valg. Og man synes jo umiddelbart at have opnået at splitte med den her finanslovs- aftale,« siger Erik Meier Carlsen og henviser bl.a. til, hvor galt det gik Naser Khaders Ny Alliance, fordi der var meget usikkerhed blandt vælgerne om partiets opbakning til den stramme udlændingepolitik.
Desuden er udlændingeaftalen perfekt i sit indhold og snit til at skabe splid på venstrefløjen, påpeger Erik Meier Carlsen, fordi den viser, at Dansk Folkeparti reelt har åbnet sig for import af nyttig indvandring.
Mens DF’s Martin Henriksen åbenlyst siger, at det handler om at begrænse muslimsk indvandring, så mener Meier Carlsen, at DF trods alt har bevæget sig til at acceptere indvandring på betingelse af, at indvandringen kan fungere på dansk kulturs betingelser:
»Mens der bredt på venstrefløjen er et meget stærkt moralistisk og humanistisk argument på et efter min mening urealistisk grundlag, om at vi har en forpligtigelse til at tage os af alle, ikke mindst de svageste. At tage folk ind på grundlag af kompetencer er en udfordring af den moralisme. Det står jo ikke i Grundloven, at man har ret til familiesammenføring eller til at indvandre i Danmark. Der har været et særligt historisk retskrav på familiesammenføring for flygtninge, og det udvidede man jo med loven i 1983 til at indbefatte alle, også efterkommere af indvandre- re, der var kommet hertil i 1970’erne.«
Hvad der derimod kan give regeringen problemer i forhold til at overbevise vælgerne om, at de er garanter for en strammere kurs over for indvandring, er derimod opholdsdirektivet, som giver EU-borgere ret til familiesammenføring, hvis parret har opholdt sig i et andet EU-land.
»Men den mulighed har jo ikke ført til masseindvandring. Det er noget, der vil være svært for de fleste at gennemskue, for det kræver, at folk kan organisere det. Så hvis det i praksis ikke betyder så meget, så er det bedste, regeringen kan gøre, jo at lade være med at tale om det, og Dansk Folkeparti har da også nedtonet deres retorik omkring det,« siger Erik Meier Carlsen.
Erik Meier Carlsen tror på, at udlændingepakken og værdipolitikken stadig vil være et effektivt tema for regeringen.
»Efter min opfattelse er det her spørgsmål noget, der stikker meget dybt i vælgermassen og den politiske kultur, fordi udlændingepakken har stærk forbindelse til hele spørgsmålet om globalisering og samfundsforandring i et større perspektiv, som vi kan se med en tydelighed som aldrig før i Europa. I Tyskland har en ny indvandrerdebat påvist et parti, der kunne vinde op til 20 pct. af stemmerne på det her tema. I Holland er der Geert Wilders og i Sverige er Sverigedemokraterna kommet ind. Det er en bevægelse i vælgerkorpset af meget dyb karakter, som ikke er afhængig af, hvordan tingene i øjeblikket bliver tematiseret af pressen,« siger han.